NemRefusion
Presse   Om NemRefusion.dk   Informationsmail   Driftstatus   Aktuelt fra Support  
Arbejdsgiver : 29 apr 2013 kl. 09:43

Håndtering af indberetning efter afslutning af lockout

Som følge af at lockouten af lærerne er ophævet, er det igen muligt for arbejdsgivere at søge refusion for syge- og barseldagpenge for medarbejdere der genansættes, og som er fraværende som følge af sygdom eller barsel.

 

Nedenfor kan I læse, hvordan I søger refusion efter lockouten er slut. Der er forskel på, hvordan I skal søge refusion for fravær pga. barsel eller sygdom.

  

Sygedagpenge - sådan søger I om refusion for medarbejdere med ret til løn under sygefravær

 

 

  • Hvis lønmodtageren ikke har været sygemeldt i 30 kalenderdage når lockouten ophører, vil I som arbejdsgiver normalt være forpligtet til at genoptage udbetalingen af sygedagpengene i den resterende del af arbejdsgiverperioden. Det er dog en forudsætning, at lønmodtageren er genansat efter lockoutens ophør og har sygemeldt sig igen.

 

I det her tilfælde anmelder I fraværet på normal vis.

 

 

  • Er sygdommen opstået under lockouten, har lønmodtageren ikke ret til sygedagpenge, hverken fra arbejdsgiveren eller kommunen under lockouten. Når lockouten er afsluttet, vil lønmodtageren have ret til sygedagpenge fra jer som arbejdsgiver fra 1. fraværsdag efter lockouten, hvis lønmodtageren er genantaget og anmelder sygdommen hurtigst muligt til arbejdsgiveren.

 

I det her tilfælde er fraværet ikke anmeldt i NemRefusion, hvorfor I som arbejdsgiver anmelder fraværet på normal vis.

 

 

  • Er sygdommen opstået før lockouten, har I som arbejdsgiver standset udbetalingen af løn og den fraværende er overgået til udbetaling af sygedagpenge fra kommunen. Når lockouten er afsluttet, vil lønmodtageren igen have ret til sygedagpenge fra jer, hvis lønmodtageren er genansat og anmelder sygdommen hurtigst muligt til arbejdsgiveren.

 

I det her tilfælde er den oprindelige sag i NemRefusion lukket for flere anmodninger, hvis I har anmodet om refusion frem til og med den sidste dag med lønudbetaling.

 

For at genoptage refusionsanmodningerne i NemRefusion, skal I kontakte den kommune, som sagsbehandler sagen og oplyse datoen for hvornår lønnen genoptages. Herefter opretter kommunen en ny refusionssag, som I kan tilgå i NemRefusion. Hvis kommunen modtager besked om genoptagelse af løn inden ugens udgang, vil I få adgang til at anmode om refusion for den periode, der ligger efter genoptagelse af lønnen. Der vil tidligst være adgang til sagen i NemRefusion den efterfølgende torsdag.

 

 

Barseldagpenge - sådan søger I om refusion

 

Når I skal søge om refusion for en medarbejder, der holder orlov med løn, skal I lave en ny anmeldelse på virk.dk/nemrefusion. I skal lave en ny anmeldelse - også selvom I tidligere har fået refusion for medarbejderen. Dvs. uanset om medarbejderen var på barsel før lockouten, eller medarbejderen først er startet på barsel under lockouten.  

 

I feltet "Dato for første fraværsdag" skal I skrive den dato, hvorfra I igen udbetaler løn til medarbejderen. I skal anmelde fraværet hurtigst muligt.